Karen levede med mistanken i 39 år

Som 13-årig fik Karen Jakobsen en mistanke om, at hun havde en anden familie derude et sted. Flere årtier senere landede et brev i postkassen, som genoplivede spørgsmålet, hun aldrig fik svar på dengang. 

I barndomshjemmet på Jeppe Aakjærs Allé 18 voksede Karen op som enebarn med sine forældre. Foto: Arkivfoto fra Karen. 

Af Viggo Skov Hansen og Thomas Bejder

Det er fredag d. 26 august 1994. Klokken er fire om eftermiddagen.

Det er tid til kaffe og post.  

Karens mand Bent står for kaffen, mens Karen går posten igennem. Ét brev lægger hun særligt mærke til. Afsenderen er Civilretsdirektoratet.  

Hvad er nu det? Dem har hun aldrig modtaget et brev fra før.  

Karen læser blot et par linjer, før hun finder ud af, hvad brevet i virkeligheden handler om.  

“Civilretsdirektoratet har fra Lisbeth Stæhr, Matrosvænget 229, 6710 Esbjerg V., der er deres halvsøster, modtaget en anmodning om at få oplysninger om deres adresse.” 

En halvsøster? 

Brevet kom med svar, men rejste også nye spørgsmål om Karens fortid. Foto: Arkivfoto fra Karen.

Karen kigger på Bent.  

Bent kigger på Karen.  

Karen har i mange år haft en mistanke om, at hun er adopteret. Men hun havde ingen idé om, at hun havde en halvsøster. 

Matrosvænget 229. Det er kun 20 min. i bil fra Andrup.  

Karen og Bent bliver hurtigt enige om at tage ud at se, hvor Karens biologiske halvsøster bor.  

Hvem er denne kvinde, der leder efter hende? 

Godt nok er hun Karens halvsøster. Men Karen kender hende jo ikke.  

Knap en time går der, fra Karen læser brevet, til de kører afsted i bilen til den anden ende af Esbjerg. De vælger at parkere langt væk fra Lisbeths hus. De går en tur. Snuser rundt på villavejen. Husene er beklædt med velplejede røde tegltag. Hækkene står snorlige.  

“Det ser jo fint ud,” siger hun til Bent. 

“Er jeg ikke deres barn?”  

Esbjerg – 1942-1955

Karen vokser op i Esbjerg i 1940’erne i en lille familie bestående af far, mor og lille rødhårede Karen. Barndomshjemmet fungerer som en tryg base, hvor Karen slår sine folder de første 22 år af sit liv. 

Hun har mange veninder og legekammerater og er meget aktiv i sin fritid, hvor hun går til spejder og gymnastik. 

Som alle andre i 14-års alderen, starter Karen til konfirmationsforberedelse i 1955. En dag beder præsten Karen og resten af hendes klassekammerater om at medbringe deres dåbsattester.  

Karen har aldrig set sin dåbsattest før.  

Hvorfor skulle hun også det?  

Det er vel bare et stykke papir fyldt med en masse formaliteter?  

Men alligevel studser Karen over noget, da hun studerer dokumentet.  

”Sønderborg?” 

Ud fra fødeby, fremgår det, at hun er født i Sønderborg og ikke Esbjerg, hvor hun ved, at hun har boet hele sit liv.  

En lille tvivl kommer krybende.  

Da Karen kommer hjem fra skole, spørger hun sine forældre, hvordan det kan være, der står, at hun er født i Sønderborg.  

Det er der et helt simpelt svar på, forklarer forældrene, der fortæller, at før de flyttede til Esbjerg, så boede familien i Sønderborg.  

Men det ved Karen godt ikke passer, for hendes mor og far flyttede jo ind i Karens barndomshjem på Jeppe Aakjærs Allé i Esbjerg flere år før hun blev født.  

Karen konfronterer herefter sine forældre.  

”Er I ikke mine rigtige forældre?” 

”Du er vores,” lyder svaret.  

Forældrene affejer alle spørgsmål, og svaret er det samme hver gang. 

”Du er vores,” kommer det igen.  

De holder fast, men for Karen står en lille tvivl tilbage.  

“Er jeg ikke deres barn?” 

Det var Karens dåbsattest, der indledte hendes tvivl og fik hende til at stille spørgsmålstegn til sit ophav. Foto: Arkivfoto fra Karen. 

39 år 

1955 – 1994

39 år går der. 

Karen tager en uddannelse som gymnastikleder, men ender på JydskeVestkysten som salgsassistent. 

Hun flytter sammen med Bent i Esbjerg. 

De bliver gift. 

Karen og Bent rykker fra Esbjerg til Andrup, hvor de sammen køber et hus.  

De får 2 børn.  

Lise og Jens Christian. 

De bliver voksne.  

Et halvt liv går der. Hun handler aldrig på den mistanke, som opstår, da hun ser sin dåbsattest. For trangen til at finde ud af, om der er hold i denne undren opstår aldrig. Hun er glad for sit liv.  

Og vigtigst af alt, glade for sine forældre. De giver hende en god opvækst med trygge rammer og sunde værdier. 

Alligevel reflekterer Karen over, hvordan og hvorfor hun mon er kommet til verden. Uden at dele sine tanker med nogen, opbygger hun en forestilling om, at hun måske kunne være et krigsbarn, som et resultat af et forhold mellem en dansk kvinde og en tysk soldat. 

Det var ikke ualmindeligt dengang.  

Karen er i dag 82 år gammel. Her sidder hun i køkkenet, hvor hun for 31 år siden læste brevet fra Civilretsdirektoratet. Foto: Viggo Skov Hansen.

“Vi har en søster.” 

Sommer 1994 – Esbjerg  

I slutningen af juni 1994 er Lisbeth hjemme på Matrosvænget 229. Hendes telefon ringer. Det er hendes søster Susanne, kaldet Susse.  

Selvom Lisbeth er 14 år ældre end Susse, har de to søstre altid været tætte og snakker tit sammen om stort og småt.  

Lisbeth når knap at sige hej, før Susse nærmest råber ind i røret.  

“Vi har en søster, vi har en søster!” 

Lisbeth griner med det samme. Helt instinktivt.  

Det er underligt. For hun har aldrig vidst noget eller fornemmet noget i den retning.  

I mere end et halvt århundrede har hendes mor gået med denne familiehemmelighed. Kun hendes far har vidst det.  

Lisbeth synes det er spændende.  

En søster mere. 

Hun vil finde ud af, hvad det er for noget.  

Så hun kontakter kort efter Civilretsdirektoratet.  

Med deres hjælp kan Lisbeth anmode om at få oplysninger om hendes halvsøster Karens adresse.  

Beskeden fra direktoratet er, at der er en ventetid på 2-3 måneder, og hvis ikke Karen ønsker at dele sin adresse med Lisbeth, vil intet ske.  

Lisbeth håber på et svar.  

En smutvej 

Samme dag, som Karen og Bent er ude at snuse rundt på Matrosvænget, i et forsøg på at finde ud af, hvem denne halvsøster ved navn Lisbeth er, besøger de også Karens svigerinde. 

Hun står i en lignende situation som Karen, idet hun for to måneder siden fik kontakt til en søster, hun ikke vidste eksisterede. Måske hun kan fortælle lidt om mødet med sin nye familie. 

Skæbnen vil, at svigerinden tilfældigvis kender Lisbeth ad omveje, og hun skaffer derfor hurtigt hendes telefonnummer, hvilket gør Civilretsdirektoratets hjælp overflødig.  

“Hej, det er Karen, din søster”  

Søndag d. 28. August 1994 

Karen tænker over det. Hun vil gerne møde sin nye halvsøster. Hun vil i hvert fald se, om det er noget for hende. Det er nemlig ikke givet, at de skal starte en relation.  

At de er biologisk beslægtet, har i sig selv ikke nogen betydning for Karen. 

Hun beslutter sig for at ringe til Lisbeth.  

Karen sidder i køkkenet og skriver et par spørgsmål op, som hun gerne vil have svar på.  

Har Lisbeth og hende fælles mor? Eller far?  

Lever hendes biologiske mor? 

Det eneste hun ved er, at Lisbeth er hendes halvsøster.  

Hun drikker en enkelt snaps.  

Og så en mere.  

Til nerverne.  

Hun har nummeret. Det er bare at ringe op. 

---

Lisbeth skal til Tyskland. Hendes mand har nemlig fødselsdag i næste uge, så derfor har de bestemt at tage en tur over grænsen. De er på vej ud ad døren, da Lisbeths telefon ringer.  

Det er ikke et nummer, hun genkender. Men hun tager den.  

“Hej, det er Lisbeth.” 

“Hej, det er Karen, din søster.” 

Lisbeth bliver noget forbavset over at høre, hvem der er i den anden ende af telefonen.  

Hun forventede først svar om 2-3 måneder. Og slet ikke direkte fra denne halvsøster. 

Godt nok er hun på vej ud ad døren, men hun sætter sig ned på en stol i køkkenet. Det her er trods alt vigtigere.  

Lisbeth og Karen snakker om deres liv.  

Karen fortæller, at hun er vokset op i Esbjerg, tæt på centrum.  

Det er sjovt. For det er Lisbeth også.  

De finder hurtigt ud af, at de er vokset op blot to gader fra hinanden.  

“Ej, det er vildt,” siger Lisbeth.   

Lisbeth fortæller om sin opvækst.  

Den var god og tryg som Karens, men alligevel anderledes.  

Lisbeth voksede op med sine forældre og to søskende, storebror Peter og lillesøster Susse. 

Forældrene var forpagtere af Esbjerg Camping og styrede også Grådybbadet, hvor Karen svømmede hver sommer.  

Her stod Lisbeth og hendes søskende i butikken og solgte billetter.  

Snakken flyder helt naturligt mellem de to søstre. 

Men Lisbeths mand skynder på hende. De skal altså afsted nu.  

Karen og Lisbeth aftaler at mødes allerede tirsdag d. 30. august, to dage senere.  

Et nødvendigt tak 

Tirsdag eftermiddag 30. august 1994 

Karen sætter sig ind i den grønne Mitsubishi Galant, som vanen tro holder under halvtaget i garagen.  

Det er to dage siden, hun første gang talte i telefon med Lisbeth – en søster, hun for blot en uge siden ikke anede eksisterede.  

Ikke bare én søster. En hel familie. Sin biologiske familie.  

Men ikke hendes ”rigtige” familie. 

Det vil altid være Meta og Alfred Jørgensen – ægteparret der adopterede Karen som spæd og gav hende trygge rammer, lørdagslik og ufortrøden kærlighed på Jeppe Aakjærs Allé i Esbjerg.   

På trods af at de begge er gået bort, vil de aldrig kunne erstattes.   

Det var sådan Karen havde det, den dag i august 1994.   

Derfor er der noget, Karen må gøre, inden hun banker på hos Lisbeth og åbner et nyt kapitel i sit liv.  

Hun må sige tak.   

Karen trækker bilen ind til siden ved blomsterbutikken på Strandby Kirkevej, der ligger to minutters gang fra kirkegården, hvor hendes forældre er begravet.  

I blomsterbutikken køber hun to buketter.  

Én buket til sine forældre og en anden til Lisbeth – som et symbol på de to familier, der nu er en del af hendes liv, om end på vidt forskellige måder.  

Det føles rigtigt, tænker hun, da hun går på en af kirkegårdens mange grusstier. 

Hun lægger den ene buket ved stenen med Meta og Alfreds navne indgraveret og bliver stående et øjeblik.  

”Tak.”  

“Tak for livet, tak for at have formet mig, tak for alt.”  

Hun siger det ikke højt – hun tænker det blot.  

---

Karen løfter hånden og banker tre gange. 

Efter en kort køretur står hun ude på Matrosvænget igen. Den her gang alene.  

Hun skal møde sin søster for første gang.  

Men hvordan hilser man på en søster, man aldrig har mødt?  

Døren går op.  

De to søstre mødes i et kram.  

Det føles naturligt.  

Lisbeth har gjort klar til kaffe og kage ved det store spisebord i køkkenet, som hun altid gør, når der kommer gæster. 

Skiftevis spørger de ind til hinandens liv. De fortæller om deres familier og udveksler fælles bekendte fra Esbjerg. 

Her går det blandt andet op for Karen, at hun har været kærester med Lisbeths gamle klassekammerat.  

Flere timer går, før Lisbeth bryder den lette samtale.  

”Har du lyst til at møde vores mor?” 

---

Lige der sidder Karen.  

I en lille topersoners sofa, klemt sammen med en fremmed kvinde. Eller helt fremmed er hun ikke.   

Det var trods alt hende, der bragte Karen til verden.  

Karen og Lisbeth tog sammen over til deres fælles mor, Kirsten, efter at have været hjemme hos Lisbeth det meste af eftermiddagen.  

Men Karen mærker ingen særlig forbindelse til den aldrende kvinde ved sin side i dette øjeblik. For hun ved intet om hende endnu.  

”Min datter,” siger Kirsten igen og igen.   

Hun kan ikke lade være med at ae og røre ved Karen, mens tårerne triller ned ad hendes kinder.  

Det virker til, Kirsten ikke helt forstår, hvad der foregår i dette øjeblik. At personen, hun holder i sine arme netop nu, er den samme pige, hun gav slip på for mere end 50 år siden.  

Modsat snakken mellem de to søstre, står ordene mere alene hjemme hos Kirsten. Men der er dog én historie, Kirsten må fortælle Karen. 

Hun havde intet valg  

Kirsten var 18 år, da hun blev gravid med en mand fra Assens på Fyn, som hun kun havde kendt kort. Da hendes forældre opdagede det, blev de meget vrede.  

Dengang, i 1940’erne, var det en skam at få et barn uden for ægteskab og specielt så ungt, og det måtte for alt i verden holdes skjult.  

Det blev besluttet, at hun skulle sendes væk. Til Sønderborg, hvor ingen kendte hende, og ingen ville stille spørgsmål.   

Her boede hun på et hjem for unge kvinder i samme situation som hende, alene i fem måneder. I al den tid fik hun ingen besøg. Ingen måtte finde ud af, hvad der var sket.  

Allerede inden barnet blev født, blev det aftalt, at det skulle bortadopteres. Kirsten nåede at tilbringe otte dage sammen med sin datter, før Karen blev taget fra hende.  

Kirsten fik intet at vide – hverken om, hvor hendes datter blev sendt hen, eller hvem de nye forældre var. Intet.   

---

Karen sætter sig til rette og klikker selen i. Hun har byttet Kirstens smalle sofa ud med førersædet i sin og Bents grønne Mitsubishi Galant.  

Det har været en begivenhedsrig dag, hvor hun både har mødt sin halvsøster og biologiske mor for første gang. Selvom det føles overvældende, er Karen glad. 

Men det, der alligevel fylder mest for Karen på den korte køretur hjem, er besøget på kirkegården og hendes forældres gravsten.  

At hun fik sagt tak til dem. 

Det var det vigtigste. 

Epilog   

Hvis ikke Karen havde fået brevet fra Civilretsdirektoratet i 1994, hvor der stod, at hun havde en halvsøster, der ledte efter hende, ville hun aldrig have fået kontakt til sin biologiske familie.   

Det er hun sikker på.   

Men i dag kan Karen ikke forestille sig en tilværelse uden sine halvsøstre, Lisbeth og Susse.  

Deres relation har vokset sig stærkere med årene, og Karen har nu en tæt og hyppig kontakt til dem begge.  

De taler ofte i telefon, mødes regelmæssigt, og deres familier har også knyttet bånd. Der har været fælles sommerhusture, og en rejse til USA for at besøge Susse står som et særligt minde.  

Sidenhen er Susse flyttet tilbage til Esbjerg. 

Det føles som om, de altid har kendt hinanden, forklarer Karen.   

På trods af at Kirsten, Karens biologiske mor, er gået bort, har det ikke svækket relationen mellem de tre søstre.  

Tværtimod.   

Karen så aldrig Kirsten som en mor, men de fik stadigvæk et utroligt tæt bånd. Karen genkender i dag mange af sine egne træk i Kirsten, Lisbeth og Susse – især deres humor og handlekraft.  

Selvom tanken om en anden familie var noget, hun havde begravet i mange år, kan hun nu ikke forestille sig et liv uden sin nye familie. 

Karen fik som 52-årig en ny familie. Øverst fra venstre: Peter (halvbror), Susse (halvsøster). Nederst fra venstre: Lisbeth (halvsøster), Karen, Kirsten (biologisk mor) Foto: Arkivfoto fra Karen.